Vi taler stadig om inklusion, og vi fylder på og på

Neuro-ASK uddannelsen

Må man godt skrive at man, læs jeg, er ved at have det lidt anstrengt med ordet “inklusion”?

En skoledirektør skrev forleden; Inklusion er ikke en spareøvelse! BASTA

I øjeblikket fyldes der viden på undervisningsverdenen, så de er ved at briste af viden, og dermed af faglige kompetencer.

Der er ikke det sted, man kommer ud og giver supervision, undervisning, vejledning( jeg skriver man, fordi jeg taler med andre konsulenter om mine oplevelser) uden at personaler fortæller, at de er ved at opkvalificere deres liniefag, eller de har en neuropædagogisk, og/eller narrativ, systemisk uddannelse.Dernæst har de mange kurser i, hvordan de skal kvalificere det, man kalder; understøttende undervisning, altså undervisning, der skal være faglig, men have et andet indhold end direkte fag.

De er så fyldt på af viden, at flere er ved at briste, og flere fortæller at, de slet ikke kan nå( har tid) at omsætte al den viden.

Dernæst fortæller forældre om, hvordan de bliver inviteret til foredrag om inklusion, og hvordan det er vigtigt, at man som forældre, forstår hvad inklusion er, så man derved som forældre har indsigt og forståelse for det, der sker omkring, og med deres børn.

Mest af alt hvordan forældre skal forstå og samarbejde med andre forældre. Ud mellem sidebenene får jeg refereret, at personaler, til tider, ikke kan skjule, at de mener, det er mere en spareøvelse, og dermed bliver forældrene utrygge.

Min erfaring derude er, at mange personaler ved rigtig mange ting, og mange er rigtig dygtige til deres fag.

Men………………………….., rigtig mange har deres viden i hovedet, og ikke mindst går de med sig selv, og arbejder stadig for sig selv.

Inklusion fordrer troen på og erfaring med fællesskabet. Inklusion er en grundlæggende værdi om,  at alle kan bidrage, såfremt de føler sig værdifulde ind i fællesskabet, og det gælder altså ikke kun børnene og de unge!

De gælder også de professionelle. Det er derfor, vi skal tage fat der.

Vi skal have gjort de professionelle langt mere professionelle, så de genopdager og bruger deres faglighed, ind i deres professionelle hverdag.

Der skal ikke fyldes mere på, men de skal ud og øve sig og medens de øver sig, skal de have kvalificeret sparring og supervision på deres praksis, og ikke mindst deltage i det faglige kollegiale fællesskab, kvalificeret.

Det gør forældre trygge, og når de er trygge ved den professionelles professionalisme, så bliver børn og unge hamrende dygtige, så dygtige som de kan Neuropædagogik Medieret Læring Narrativ metode

Eksamenstiden er overstået.

Unge og voksne har siddet ved det grønne bord.

Nogle som studerende, andre som censorer eller lærere.

Et år uden de store eksaminer,her i mit hus, men har lige siddet med to unge fornuftige kvinder fra henholdsvis Fyn og Jylland, og hørt deres erfaringer med at være studerende, og hvordan de forstår en god oplevelse ved det grønne bord.

Det de bliver meget enige om er, at det ikke var karakteren, der var afgørende for om, det blev en god oplevelse.

Næ, det var såmænd, hvordan lærer og censor opførte sig ved det grønne bord, og den feed back de, som studerende fik, efter eksamen.

Dernæst var det om det ” spillede” mellem lærer og censor. Var man sikker på som studerende at lærer og censor havde et fælles sigte; “at opdage alt det jeg kan”- også selvom det ikke er så meget?

Hvordan lærer vi af det vi oplever, og hvordan tager vi nye erfaringer med  os?

Det gør vi kun hvis vi reflektere, og ikke kun de studerende, over, hvordan det gik og hvilke nye erfaringer, har jeg så fået om mig selv, om jeg kan bringe videre i det virkelige liv?

Hvor mange lærere og censorer mon gør det?