Gå til indhold

Vi taler stadig om inklusion, og vi fylder på og på

Vi fylder viden på lærere, pædagoger, vejledere og forældrene, og gør det en forskel?

Må man godt skrive at man, læs jeg, er ved at have det lidt anstrengt med ordet “inklusion”?

En skoledirektør skrev forleden; Inklusion er ikke en spareøvelse! BASTA

I øjeblikket fyldes der viden på undervisningsverdenen, så de er ved at briste af viden, og dermed af faglige kompetencer.

Der er ikke det sted, man kommer ud og giver supervision, undervisning, vejledning( jeg skriver man, fordi jeg taler med andre konsulenter om mine oplevelser) uden at personaler fortæller, at de er ved at opkvalificere deres liniefag, eller de har en neuropædagogisk, og/eller narrativ, systemisk uddannelse.Dernæst har de mange kurser i, hvordan de skal kvalificere det, man kalder; understøttende undervisning, altså undervisning, der skal være faglig, men have et andet indhold end direkte fag.

De er så fyldt på af viden, at flere er ved at briste, og flere fortæller at, de slet ikke kan nå( har tid) at omsætte al den viden.

Dernæst fortæller forældre om, hvordan de bliver inviteret til foredrag om inklusion, og hvordan det er vigtigt, at man som forældre, forstår hvad inklusion er, så man derved som forældre har indsigt og forståelse for det, der sker omkring, og med deres børn.

Mest af alt hvordan forældre skal forstå og samarbejde med andre forældre. Ud mellem sidebenene får jeg refereret, at personaler, til tider, ikke kan skjule, at de mener, det er mere en spareøvelse, og dermed bliver forældrene utrygge.

Min erfaring derude er, at mange personaler ved rigtig mange ting, og mange er rigtig dygtige til deres fag.

Men………………………….., rigtig mange har deres viden i hovedet, og ikke mindst går de med sig selv, og arbejder stadig for sig selv.

Inklusion fordrer troen på og erfaring med fællesskabet. Inklusion er en grundlæggende værdi om,  at alle kan bidrage, såfremt de føler sig værdifulde ind i fællesskabet, og det gælder altså ikke kun børnene og de unge!

De gælder også de professionelle. Det er derfor, vi skal tage fat der.

Vi skal have gjort de professionelle langt mere professionelle, så de genopdager og bruger deres faglighed, ind i deres professionelle hverdag.

Der skal ikke fyldes mere på, men de skal ud og øve sig og medens de øver sig, skal de have kvalificeret sparring og supervision på deres praksis, og ikke mindst deltage i det faglige kollegiale fællesskab, kvalificeret.

Det gør forældre trygge, og når de er trygge ved den professionelles professionalisme, så bliver børn og unge hamrende dygtige, så dygtige som de kan Neuropædagogik Medieret Læring Narrativ metode